Lille digitalt bureau bygger webshops for Bestseller
Artikel udgivet af Dansk Markedsføring, juni 2023.
Efter flere år i retailbranchen etablerede Thomas Rydeen Skyldahl, Uffe Sørensen og Søren Just Skjelbo et digitalt bureau, ”hvor vi gerne selv ville være kunde”. I dag har de bl.a. bygget seks webshops for Bestseller.
De tre Retus-ejere, fv. Søren Just Skjelbo, Thomas Rydeen Skyldahl og Uffe Sørensen, brugte deres erfaring fra retail til at bygge et digitalt bureau. I dag bygger de webshops for blandt andre Bestseller.
Med mange års fælles erfaring fra blandt andet Bolia i rygsækken, besluttede Thomas Rydeen Skyldahl, Uffe Sørensen og Søren Just Skjelbo, at de ville bygge deres eget digitale bureau.
De syntes, de manglede et bureau, som de gerne selv ville være kunder hos, og det udmøntede sig for nogle år siden til det digitale bureau Retus, fortæller de i en mail til Markedsføring.
”Vi kan ikke løbe fra, at vi er formet af vores mange år i retailbranchen, hvor udviklingen går enormt stærkt, og hvor man derfor er nødt til at eksekvere problemerne hurtigt for at undgå en lang proces. Det er det mindset, vi har taget med ind i Retus, og det er det, der er vores drivkraft i det her,” skriver Søren Just Skjelbo, kreativ direktør på bureauet, i mailen.
Den lidt atypiske tilgang har blandt andet gjort, at de tre Retus-grundlæggere har fået lov at bygge seks webshops for modegiganten Bestseller.
Hvis kunden har ressourcer til at drive løsningerne selv, så er der ingen grund til at have os hængende
Søren Just Skjelbo
Kreativ Direktør, Retus
”Vi havde gjort et eller andet rigtigt”
Det aarhusianske bureau har hjulpet Bestseller med implementeringen af et system til håndtering af produktstamdata og været med i udviklingen af kernen til koncernens nye fælles eCommerce-platform – en platform, som i dag ligger til grund for seks store webshops, der er tilknyttede forskellige brands.
”Da vi etablerede Retus, vidste vi ikke ret meget om konsulentbranchen og om de særlige normer, der eksisterer i faget. Vi ønskede bare at lave et digitalt bureau, hvor vi gerne selv ville være kunde, og hvor vi kan få lov at arbejde med at løse digitale udfordringer,” skriver Søren Just Skjelbo.
Bureauet arbejder således for både små og store virksomheder. Men:
”Jeg må da nok indrømme, at jeg følte, at vi havde gjort et eller andet rigtigt, da vi fik lov til at hjælpe Bestseller med at løfte deres digitale potentiale, og vi sammen lancerede den første webshop på den nye platform,” skriver Søren Just Skjelbo.
Han understreger, at arbejdet er foregået i samarbejde med det interne team hos Bestseller – og med det erklærede mål, at Bestsellers team på sigt overtager både udvikling og driftsopgaver.
Vil sætte kunderne fri
Ifølge Søren Just Skjelbo har stifternes egen erfaring med at samarbejde med digitale bureauer givet dem god indsigt i, hvordan et bureausamarbejde kan optimeres.
”Vi har i virkeligheden gået og samlet sammen og noteret os alle de små delprocesser, som vi syntes, at man kunne gøre bedre. Det handler først og fremmest om at om at give kunden adgang til en bred kompetence, så man ikke har forskellige leverandører til f.eks. håndtering af data og platform,” skriver han og uddyber:
”Der er så ekstremt meget fart på i retailbranchen, at man er nødt til at forenkle sine processer, hvis man skal følge med udviklingen. Og så kan der også være lidt en tendens til, at bureauerne klamrer sig til kunderne i stedet for at give dem digital frihed med det fulde ejerskab over løsningen.”
Af samme årsag joker de tre også ofte med, at deres vigtigste opgave er at gøre sig selv arbejdsløse.
”For hvis kunden har ressourcer til at drive løsningerne selv, så er der ingen grund til at have os hængende. At virkeligheden så er en anden, og at langt de fleste kunder gerne vil have, at vi også tager os af den daglige drift, det lever vi fint med,” lyder det fra Søren Just Skjelbo, der tilføjer:
”Men det ændrer ikke ved, at vi overdrager alle løsninger til kunden, så de har det fulde ejerskab, og hvis de er tilfredse, så ringer de igen.”
Retus blev oprindelig stiftet i 2016 og beskæftiger i dag 13 medarbejdere. Bureauet holder til i Brabrand i det vestlige Aarhus.