Friheden Invest A/S: Når daglig drift er at tænke langt
Artikel udgivet af Uniconta, april 2026.
Hvor en typisk driftsvirksomhed håndterer mange transaktioner, lagerbevægelser og salgs data, er økonomistyringen i et investeringsselskab kendetegnet ved færre, men mere komplekse elementer: Kapitalindskud, værdiansættelser, afkast, fondsstrukturer og rapportering på tværs af porteføljer. Så da Friheden Invest valgte Uniconta, var evnen til at håndtere kompleksitet, præcision og compliance også med i overvejelserne .
IC Group blev etableret i 1969 i København (dengang under navnet InWear) og udviklede sig til et af de førende modehuse i Skandinavien med over 11 selvstændige brands og en børsnotering i 1996.
De fleste er i dag solgt fra, og i 2019 gennemførte Friheden Invest en afnotering af IC Group, så de i dag fuldt ud ejer de to tilbageværende brands: Tiger of Sweden og By Malene Birger.
Sideløbende med IC Group forvalter de en portefølje af investeringer i forskellige fonde og aktivklasser, ligesom de investerer i virksomheder i lifestyle-sektoren på venture- og vækstniveau.
Styring i realtid
”Vi skiftede fra C5 til Uniconta i 2024. C5 blev ikke længere opdateret, og vi så ind i nye krav til digitalisering, som krævede noget nyt. Excel-ark og manuelle sammenstillinger levede ikke længere op til vores ambitioner på finansdelen, og vi ønskede et økonomisystem, der matchede vores øvrige systemer,” siger Hanne Hansen, der er Administrative Manager hos Friheden Invest.
”Da vi sonderede markedet, fandt vi ud af, at Uniconta skilte sig ud ved at kombinere klassisk regnskabsfunktionalitet med en høj grad af tilpasning og skalerbarhed. Vel at mærke uden at blive for tungt eller ERP-komplekst. En medvirkende faktor var også muligheden for at arbejde med afdelingsopdelte regnskaber.”
Som it-partner faldt valget på Retus, der forhandler Uniconta og udvikler totalløsninger inden for ERP-systemer, e-commerce, portaler, point of sale (POS) og BI.
Afdelingsopdelt regnskab
I et afdelingsopdelt regnskab bogfører du ikke kun på konti, men også på forskellige dimensioner efter eget valg, der tilfører et ekstra lag af information. Det gør regnskabet lettere at analysere, mere fleksibelt og ledelsesrelevant. Det kan fx være med en markering af, om der er tale om et projekt, en investering, et selskab, en aktivtype eller lignende.
Det kan fx gøre det muligt at trække rapporter om fx resultat pr. produktionsenhed, omkostninger pr. selskab, afkast pr. aktivklasse og likviditet pr. struktur. Du kan konsolidere rapporterne på tværs af dimensioner – eller du kan dykke ned i en enkelt dimension.
”Skulle vi bruge Uniconta på hele porteføljen, ville det kræve adgang til realtidskurser. Derfor benytter vi udelukkende dimensionerne til at styre vores ejendomme og afdelinger. Her giver funktionen os et godt overblik, der gør det nemt, hurtigt og overskueligt at agere på de udsving og bevægelser, som viser sig i tallene. Og det er jo netop det, vi helt generelt arbejder med,” siger Hanne.
Endnu mere overblik
På samme måde arbejder Uniconta med en automatiseret integration til alle selskabets bankkonti i ind- og udland. Det sikrer, at bevægelser på de tilknyttede konti bliver synkroniseret i realtid, så der på ethvert tidspunkt er overblik på alle konti. Uanset om der bliver hævet penge eller indsat udbytte, ved du det i det øjeblik, det sker.
”Som ledelse er vi især interesseret i alt det, der giver os mere og bedre information om de forskellige projekter, vi er engageret i. Men selvfølgelig skal der være 100 % styr på regnskab og bogføring undervejs. Derfor har vi et tæt samarbejde med vores revisor, som løbende sikrer kvalitet og compliance. Revisoren er ikke gratis, men det er adgangen. Uniconta har gratis revisoradgang, så vi betaler ikke for en ekstra licens, som det er tilfældet i mange andre systemer.”