Farstrup Furniture A/S: Styr på en kompleks produktion
Artikel udgivet af Uniconta, april 2026.
Når du hvert år sælger mange tusinder stole og borde efter individuelle mål, behøver du et system, der binder salg, produktion og levering sammen i et konstant og effektivt flow. Præcis det gør Farstrup Furniture. Uniconta bliver ikke kun brugt til økonomistyring og regnskab, men er rygraden i forretningskonceptet: At bygge unikke stole til unikke mennesker.
Farstrup Furniture ligger lidt uden for Odense ved Langesøskovene. Helt tilbage i 1910 leverede skoven træ til det savværk, der var starten på det hele. Med tiden har virksomheden udviklet sig til specialist i at designe og producere stole til alle formål. Fra arbejdsstole til spisebordstole, lænestole, seniorstole og meget mere. Fælles for en meget stor del af produktionen er, at stolene bliver lavet til at imødekomme slutbrugerens individuelle behov.
”Langt den største del af vores salg er individualiseret. Vi taler om mål på selve stolen – altså benhøjde, ryghøjde, sædestørrelse osv. - men også om valg af betræk, blødhed af pude, træsort, bejdsetype, tilbehør og så videre. Antallet af kombinationer er nærmest uendeligt. Det kræver et ekstraordinært overblik og integreret samspil. Lige fra den forhandler, der modtager kunden i sin butik til den medarbejder i vores produktion, der sender en færdig stol videre til klargøring og levering,” siger Jan Andersen, der er COO.
Internationalt forhandlernet
Ordrerne kommer ind fra 131 forhandlere fordelt over hele Europa - heraf de 81 i Danmark, hvor du også kan besøg af Farstrup Furnitures mobile stolebus. Forhandlerne er specialister i at tage samtalen med kunderne. De måler, rådgiver og præsenterer valgmuligheder. Når alle valg er på plads, udfylder de en digital bestillingsformular, der ender i Uniconta og udløser en salgsordre, der præcist beskriver den aktuelle stol, som kunden har købt.
Det udløser af en kæde af integrerede funktioner i Uniconta, der binder salg, produktion og lager sammen. Til en start definerer variantstyring valgmulighederne for et givet produkt og sikrer fx, at du ikke sælger en kombination, du ikke kan levere.
Variantstyringen udregner også en pris og definerer en stykliste. Ud fra den bliver ruter og ressourcetræk beskrevet i en produktionsordre, der beskriver rækkefølge i arbejdsgangen og behov for maskinkapacitet. Kompleksiteten i de processer har dog krævet, at deres it-partner Retus har udviklet en særlig løsning til Farstrup Furniture i denne fase. På baggrund af styklisten aktiverer Uniconta også behovsberegning og automatisk genbestilling, som er standardfunktioner i systemet.
Tilpasninger til kompleksitet
”I vores løsning har Retus lagt et ekstra lag på variantstyringen. Som standard har Uniconta fem overordnede valgkriterier, mens vi arbejder med syv. Under hvert overordnet valgkriterie kan der arbejdes med stort set ubegrænset antal varianter. Set i forhold til kompleksiteten i vores sortiment kalder det alligevel på en vis respekt at se, hvor stor en del af opgaverne vi kan dække med standardfunktionerne,” siger Jan.
”For en ordreproducerende virksomhed betyder det meget at have styr på produktionen og hele tiden kunne regulere lager og produktionskapacitet i forhold til efterspørgslen. Det minimerer leveringstid og eliminerer risikoen for restordrer. Men det allervigtigste er, at Uniconta hjælper os med at leve op til det, vi er sat i verden for. Nemlig at bygge unikke stole til unikke mennesker.”
De klassiske opgaver
Uniconta løser naturligvis også de klassiske økonomi-opgaver i Farstrup Furniture, men det er den unikke evne til at forbinde data fra den første kundekontakt til endelig levering, som Jan sætter størst pris på. Hans bedste råd til andre er at finde den rigtige it-partner.
”Er du en produktionsvirksomhed, er det vigtigt, at din it-partner er vant til at arbejde i specialiserede produktionsmiljøer og forstår de arbejdsgange og processer, der gælder her. Det har i hvert fald virket for os.”